Story of Stuff Project
| Tuesday, 01 December 2009
The Story of Cap & Trade is a fast-paced, fact-filled look at the leading climate solution being discussed at Copenhagen and on Capitol Hill. Host Annie Leonard introduces the energy traders and Wall Street financiers at the heart of this scheme and reveals the “devils in the details” in current cap and trade proposals: free permits to big polluters, fake offsets and distraction from what’s really required to tackle the climate crisis. If you’ve heard about Cap & Trade, but aren’t sure how it works (or who benefits), this is the film is for you.
Historien om kvotehandelssystemet
Hvorfor man ikke kan løse et problem med de tanker der skabte det
Af Annie Leonard
Jeg er virkelig glad for at verden endelig finder sammen i forsøget på at stoppe klimaforandringerne.
Da jeg hørte at verdens ledere skulle mødes for at tale om løsninger, blev jeg meget lettet.
Gjorde du ikke?
Men så tænkte jeg, vent lige lidt.
Hvad er det præcist, de planlægger at gøre ved problemet?
Så jeg satte mig for at undersøge det.
Og jeg må sige, at ikke alle de løsninger de arbejder på, er hvad jeg ville kalde løsninger.
Faktisk er den førende løsning, kendt som kvotehandelssystemet eller handel med CO2 kvoter, et stort problem.
Jeg ved godt, at det er det sidste, du har lyst til at høre om, men vores planets fremtid er på spil, så vi bliver nødt til at forstå, hvad det her handler om.
Okay, lad os møde dem, der er i centrum for denne såkaldte løsning.
Det er blandt andet folk fra Enron, der designede handel med energi, og finansfolk fra Wall Street, som Goldman Sachs, der fik det amerikanske boligmarked til at smelte ned.
Deres job er at udvikle helt nye markeder.
De fremsætter deres krav og så når alle og enhver vil være med, og markedet bliver en stor boble der braser, tager de afsted med store summer penge.
Det er ikke lang tid siden at deres seneste boble brast, så nu har de fået en ny idé til et marked – handel med CO2-forurening.
De er ved at skabe en boble til en værdi af 3 billioner dollars. Og når denne her springer, vil det ikke bare være slemt for vores aktier, men for hele vores planet.
Så hvordan virker handelskvotesystemet?
Altså, næsten alle seriøse videnskabsfolk er enige om at vi bliver nødt til at reducere CO2 niveauet i atmosfæren til 350 ppm, hvis vi vil undgå en klimakatastrofe.
I USA betyder det, at vi skal reducere vores udledning af CO2 med 80% - måske endda mere – inden 2050. 80%!
Men problemet er, at det meste af vores globale økonomi er baseret på at afbrænde fossile brændstoffer, der udleder CO2: fabrikkerne, der laver alle vores ting, skibene og lastbilerne der bringer dem rundt i verden, vores biler og bygninger og apparater, ja, næsten alting.
Så hvordan kan vi reducere CO2 udslip med 80% uden at skulle til at leve som i Det Lille Hus på Prærien?
Disse kvotehandelsfolk siger at en ny CO2-børs er den bedste måde at gøre det på.
Det første skridt ville være at få verdens regeringer til at blive enige om en årlig grænse på CO2 udslip.
Det er 'lofts'-delen. Den er super, synes jeg.
Men hvordan vil de sikre at udledning af CO2 forbliver under dette loft?
Verdens regeringer ville have ret til at uddele et bestemt antal tilladelser til at forurene.
Hvert år ville der blive færre og færre tilladelser i og med at vi kommer tættere på målet.
Innovative virksomheder vil bygge grønne alternativer og blive mere effektive.
Når der bliver færre tilladelser vil de også blive mere værd, og derfor vil firmaer, der har kvoter tilovers, naturligvis sælge dem til firmaer, der stadig har brug for dem.
Det er her handel kommer ind i billedet.
Logikken er at så længe vi holder os under grænsen, er det ligegyldigt hvem der forurener og hvem der er innovative.
Vi vil nå det inden deadline for klimaet og undgå en katastrofe.
Og nå, ja, disse herrer tager gebyr for at stå for denne multi-billion dollar CO2 raket, eller jeg mener, marked.
Red planeten, bliv rig, det lyder fint, ik?
Nogle af mine venner, der virkelig bekymrer sig om vores fremtid, støtter handelskvotesystemet.
Mange miljøorganisationer, som jeg respekterer, gør også.
De ved at det ikke er den perfekte løsning, og de kan ikke lide tanken om at vores planets fremtid ligger i hænderne på disse herrer, men de mener det er et vigtigt første skridt og at det er bedre end ingenting.
Det er jeg ikke så sikker på.
Og det er jeg ikke alene om.
A growing movement of scientists, students, farmers, and forward thinking businesspeople are saying “wait a minute!”
En stadig større bevægelse af videnskabsfolk, studerende, landmænd, og progressive forretningsfolk siger ”stop lige et øjeblik!”
Selv de økonomer der opfandt kvotehandel til at håndtere mere simple problemer som forurening med kvælstoffer og svovldioxid, siger faktisk at kvotehandel aldrig vil komme til at virke med klimaforandringerne.
Her er hvorfor jeg mener de har ret.
Når det kommer til hvilken som helst slags finansielle fiduser, som subprimelån eller Bernie Madoff’s pyramidevirksomhed, er der altid problemer.
Og der er mange problemer med de handelskvoteforslag, der er til forhandling.
Det første problem er tilladelser der gives væk gratis, og derfor kalder nogle det 'Cap & Giveaway'.
Inden for denne ordning vil den forurenende industri få størstedelen af de værdifulde tilladelser gratis. Gratis!
Jo mere de har forurenet, des flere penge får de.
Det er som om vi takker dem for overhovedet at have skabt problemet.
I Europa, hvor de har afprøvet systemet, har værdien af tilladelserne været ekstremt svingende og forbrugernes energipriser er steget, og ved du hvad?
Udledningen af CO2 er faktisk steget!
Den eneste del der virkede var, at forurenerne fik milliarder af dollars i ekstra profit.
Økonomer fra Massachusetts Institute of Technology siger, at der højst sandsynligt vil ske det samme her i USA.
Disse milliarder kommer fra VORES lommer. En rigtig løsning ville være at bruge de penge på at stoppe klimaforandringerne.
I stedet for at give tilladelser til dem der forurener, kunne vi sælge tilladelserne og bruge pengene på at:
- bygge en grøn energi-økonomi.
- eller give pengene til borgerne til at hjælpe med at betale for højere benzinpriser, mens vi laver overgangen til den grønne energi-økonomi.
- eller dele det med dem der lider mest skade af klimaforandringerne. Nogle kalder det, at vi skal betale vores økologiske gæld.
Når vi i de rigeste lande har udledt størstedelen af CO2 i århundreder, og levet en meget behagelig livsstil, har vi så ikke et ansvar for at hjælpe dem der lider mest skade af klimaforandringerne?
Det svarer til at holde en stor fest og ikke invitere naboerne, men alligevel lade dem betale for rengøringen. Det er altså ikke cool.
Vidste du, at i det næste århundrede, kan hele ø-nationer ende under vand på grund af klimaforandringerne, og at FN mener at 9 ud af 10 afrikanske landmænd kan miste deres mulighed for at dyrke jorden?
Ville en rigtig løsning ikke komme disse mennesker til gode i stedet for dem der forurener?
Det andet problem hedder udligning.
Udligningstilladelser skabes når et firma angiveligt fjerner eller reducerer CO2 udslip.
Så får de en tilladelse som kan sælges til en forurener, der vil have tilladelse til at udlede mere CO2. In theory, one activity offsets the other.
I teorien vil én aktivitet udligne den anden.
Faren med udligning er, at det er svært at garantere, at CO2 rent faktisk ikke bliver udledt.
Alligevel er disse tilladelser rigtige penge værd.
Og det skabet et meget farligt incitament til at lave falske udligninger – at snyde.
Snyderi behøver ikke være verdens undergang, men med CO2-tilladelser er det.
Og der er allerede en del snyderi.
Som i Indonesien, hvor Sinar Mas virksomheden har fældet masser af urskov, hvilket har ødelagt meget både økologisk og kulturelt.
Så tog de det øde område de havde skabt og plantede palmeolietræer. Gæt hvad de kan få for det? Nemlig, udligningstilladelser.
Mindre CO2? Nej. Mere CO2? Det kan du tro.
Firmaer kan endda tjene på udligning ved slet ikke at gøre noget som helst.
For eksempel kan en forurenende fabrik hævde, at de havde planlagt at udvide 200% men så ende med en udvidelse på kun 100%.
For denne meningsløse påstand får de udligningstilladelser – tilladelser som de kan sælge til andre så de kan forurene mere.
Det er så dumt!
Listen over fiduser er lang og mange af de værste sker i den såkaldte tredje verden, hvor store firmaer gør hvad de har lyst til, mod dem de vil.
Og med de slappe standarder og den mangelfulde regulering på udligning kan de få tilladelser til næsten alting.
Det første og det andet problem, gratis tilladelser og udligning gør systemet unfair og ineffektivt.
Men det sidste problem, som jeg kalder afledningsmanøvren, gør det direkte farligt.
Der findes rigtige løsninger derude, men handelskvotesystemet med dets smuthuller og løfter om rigdom, har gjort at mange har glemt dem.
Vi er ikke en gang tæt på en global aftale om et CO2 loft, og jep, det er hele pointen med handelskvotesystemet.
Men i stedet for at sigte mod en fair og stærk aftale, sætter vi vognen foran hesten og skynder os at handle med anordninger og udligninger.
Med alle de fup udligningsprojekter, store bonusser til forurenere og når ulighederne indenfor klimaforandringerne ikke adresseres, tror du så den tredje verden vil være med til et globalt loft?
Det tvivler jeg på.
Hvis forslag om et handelskvotesystem stopper os fra faktisk at begrænse CO2 udslippet, er det en farlig afledningsmanøvre.
Vi behøver ikke at lade disse mennesker designe løsningen.
Vi – os og vores regeringer – kan lave lovgivning og gøre det selv.
I mit land har vi allerede klar lovgivning, der bekræfter at kulstof er en forureningskilde som vores miljøagentur har lov til at begrænse.
Så hvad venter vi på? Kom så myndigheder! Sæt et loft på CO2-udslippet!
Desværre vil et forslag til et nyt handelskvotesystem, fremsat i 2009, ødelægge meget af den gode lovgivning og overlade det til markedet at løse problemet.
Hvis forslaget om et handelskvotesystem svækker vores mulighed for at lave god lovgivning, er det en afledningsmanøvre.
Bekymrede borgere fra hele verden skal tage bladet for munden og kræve at vi omformer vores økonomier væk fra fossile brændstoffer.
Men handelskvotesystemet gør at borgere tænker, at det hele nok skal gå, hvis vi bare kører lidt mindre i bil, skifter vores pærer ud og lader forretningsfolkene gøre resten.
Hvis handelskvotesystemet skaber en falsk fornemmelse af fremskridt er det en farlig afledningsmanøvre.
Disse forslag om handelskvotesystemer handler mest om ikke at ændre noget som helst.
Lige nu subsidier USA fossile brændstoffer mere end dobbelt så meget som vedvarende energi.
Hvad? Vi burde slet ikke subsidiere fossile brændstoffer overhovedet!
Disse folk har vist ikke fanget at den nemmeste måde ikke at udlede CO2 på, er at lade den være i jorden.
Kongressmanden, Rick Boucher fra USA, en velkendt ven af kulindustrien, stemte for handelskvotesystemet.
Han sagde det ”styrker sagen for forsyningsvirksomheder til at fortsætte med at bruge kul”
Ingen lov der tilskynder til brug af kul kan stoppe klimaforandringerne. Punktum.
Et solidt loft, god lovgivning, handling fra borgernes side, og gebyr på CO2 til at betale den økologiske gæld og skabe en grøn energi, det er sådan vi kan redde vores fremtid.
Næste gang der er nogen der fortæller dig, at handelskvotesystemet er det bedste vi kan få, så lad være med at tro på dem!
Eller endnu bedre, snak med dem.
De vil sikkert også gerne have en fremtid, der er sikret mod klimaforandringer.
Måske har de bare glemt, at man kun kan gå på kompromis indtil et vis punkt, inden en løsning ikke længere er en løsning.
Jeg ved at vi alle gerne vil undgå at skulle ofre noget, redde planeten og blive rige, mens vi gør det.
Men helt ærligt! Dette er den største krise menneskeheden nogensinde har stået overfor.
Vi kan ikke løse det med den indstilling – med industrien og forretningsfolkenes indstilling – der fik os rodet ind i det her.
Vi har brug for noget nyt.
Det bliver ikke let, men det er på tide vi tænker større.
Det er på tide vi designer en klimaløsning, der virkelig virker.
TOPE Y COMERCIO DE EMISIONESDE CARBONO
La historia de las falsas soluciones climáticas Por Annie Leonard
• Estoy muy contenta de que finalmente el mundo se encuentre reunido para intentar detener el cambio climático. Cuando escuché que nuestros líderes se estaban reuniendo para hablar de soluciones, di un gran suspiro de alivio. ¿Ustedes no?
• Luego dije, esperen un minuto. ¿Qué exactamente están planeando hacer sobre este problema? Entonces eché un vistazo al asunto. Y tengo que decirles que no todas las soluciones en las que ellos están trabajando son lo que yo llamaría soluciones. De hecho, la solución principal conocida como “TOPE y COMERCIO” [en inglés “cap and trade”] es un problema enorme.
• Yo sé que esto es lo último que ustedes quisieran escuchar, pero el futuro de nuestro planeta está en juego y debemos tomarnos el tiempo para entender qué es lo que está sucediendo.
• Bien, conozcan a las personas que están en el centro de esta llamada “solución”. Entre ellas está la gente de Enron, quienes diseñaron el comercio de energía; también están las financieras de Wall Street como Goldman Sachs, quien nos regaló la crisis de los préstamos hipotecarios.
• Su trabajo es desarrollar nuevos productos para el mercado. Luego, reclaman su parte, y cuando todo el mundo quiere participar, incluso sus abuelas, se retiran con enormes cantidades de dinero, mientras el mercado se convierte en una burbuja gigante y explota.
• Su más reciente burbuja acaba de reventar y se les ocurrió una nueva idea para el mercado: el comercio con la contaminación de Carbono. Ahora están por desarrollar una nueva burbuja de $3 millones de millones de dólares y, cuando esta reviente, no sólo desplomará las carteras de inversiones, ¡podría derrumbarlo todo!
• ¿Y cómo funciona el sistema de “tope y comercio”?
• Bueno, prácticamente todos los científicos serios están de acuerdo en que tenemos que reducir la cantidad de Carbono presente en la atmósfera a 350 ppm si queremos evitar el desastre climático. En Estados Unidos significa reducir las emisiones en un 80% - o quizás aún más – para el 2050. ¡80%!
• Ahora bien, el problema es que la mayor parte de nuestra economía global funciona en base a la quema de combustibles fósiles, que libera Carbono. Las fábricas que hacen todo tipo de cosas, los barcos y camiones que las transportan por el mundo, nuestros carros, los edificios y electrodomésticos, prácticamente todo.
• Entonces, ¿cómo se va a poder reducir el Carbono en un 80% en Estados Unidos sin volver a una vida campestre?
• La gente que impulsa el comercio de emisiones dice que la mejor forma de lograrlo es creando un nuevo mercado de acciones sobre el Carbono.
• El primer paso sería convencer a los gobiernos de todo el mundo que acuerden límites anuales de emisiones de Carbono. Esa es la parte del TOPE . Y creo que esta parte es buena.
• ¿Pero cómo hacer que las emisiones de Carbono se mantengan por debajo de este límite?
• Pues bien, los gobiernos distribuirían una cierta cantidad de permisos de contaminación. Cada año debiera haber menos y menos permisos en tanto perseguimos la meta del tope establecido.
• Empresas innovadoras contribuirían desarrollando alternativas limpias y siendo más eficientes.
• Al tornarse los permisos de emisión más escasos, estos se volverán más valiosos y, naturalmente, las empresas que tengan excedentes de permisos querrán venderlos a las compañías que los necesiten.
• Aquí es donde entra el tema del ” COMERCIO”.
• La lógica es que mientras nos mantengamos por debajo del tope de emisiones, no importa quién contamina ni quién innova. Y, según ellos, estaríamos cumpliendo con nuestra meta climática, evitando la catástrofe.
• Por supuesto, ellos ganan mucho dinero, pues son agentes de bolsa de este multimillonario Desfalco de Carbono, perdón… quise decir “Mercado de Carbono”.
• Salvar el planeta y hacerse millonario al mismo tiempo, ¿a quién no le gusta la idea? Algunos de mis amigos, a quienes realmente les importa nuestro futuro, apoyan el sistema de TOPE Y COMERCIO (cap and trade) . Muchos grupos ambientalistas que respeto, también lo hacen. Saben que no es la solución perfecta y no les agrada la idea de entregar el futuro del planeta a esta gente, pero piensan que es un primer paso importante y que es mejor que nada. Yo no estoy tan segura de esto.
• Y no soy la única. Un movimiento cada vez más grande de científicos, estudiantes, agricultores, campesinos y empresarios progresistas están diciendo: “¡Esperen un minuto!”
• De hecho, incluso los economistas que inventaron el sistema de Tope y Comercio (Cap&Trade) para problemas más simples como la contaminación causada por fertilizantes y dióxido de Azufre, dicen que este mecanismo jamás funcionará para el cambio climático. Están en lo correcto y les diré por qué.
• Cuando se trata de cualquier fraude financiero, como las hipotecas “subprime” o las pirámides de Bernie Madoff, el diablo siempre está en los detalles. Y hay muchos diablos en los detalles de las propuestas del “Tope y Comercio” que están sobre la mesa.
• El diablo # 1 son los “permisos gratuitos”. Por eso en lugar de “Tope y Comercio” se le podría llamar “limitar y regalar”. En este esquema, los contaminadores industriales recibirán la mayor parte de estos valiosos permisos gratis. ¡Gratis!
• Y cuanto más hayan contaminado, más permisos tendrán.
• Es como darles las gracias por haber creado este problema.
• En Europa, donde ya se probó un sistema de “limitar y regalar”, el valor de los permisos de emisiones fluctuó como loco y los costos de la energía se cargaron a los consumidores; y, ¿adivinen qué?...
• ¡Las emisiones de carbono aumentaron! Lo que sí funcionó fue que los contaminadores ganaron miles de millones de dólares. Economistas del Instituto Tecnológico de Massachusetts – MIT- dicen que probablemente lo mismo sucedería en Estados Unidos.
• Y esos miles de millones de dólares saldrán de nuestros bolsillos.
• Una solución real podría ser poner ese dinero a funcionar para detener el cambio climático.
• En lugar de regalar derechos a los contaminadores, podríamos vendérselos y usar el dinero para:
• Construir una economía basada en energías limpias
• Dar a los ciudadanos un estipendio económico para ayudarles a pagar un precio más alto de combustibles mientras hacemos la transición hacia una economía basada en energías limpias
• O podríamos compartirlo con los más afectados por el cambio climático. Algunas personas llamarían a esto: pago por la deuda ecológica.
• Dado que durante siglos los países más ricos han liberado demasiado Carbono y que allí la vida es bastante confortable, ¿acaso no tienen la responsabilidad de ayudar a los más afectados?
• Es como haber tenido una gran fiesta, no invitar a los vecinos y después se los obligara a limpiar. Simplemente no está bien.
• ¿Sabían que en el próximo siglo, debido al cambio climático, naciones enteras podrían terminar bajo el agua y que 9 de cada 10 campesinos africanos ya no podrían cosechar alimentos?
• ¿No se debería beneficiar a esta gente, en lugar de a los contaminadores?
• El diablo #2 se llama “compensación”
• El permiso de “compensar” se crea cuando una empresa supuestamente remueve o reduce la emisión de Carbono. Así la empresa obtiene un permiso de emisión que puede ser vendido a un contaminador que quiere permisos para emitir más carbono. En teoría, una actividad compensa a la otra.
• El peligro de las “compensaciones” es que es muy difícil garantizar que realmente el Carbono está siendo removido en el otro lugar. Pero eso sí, estos permisos si valen dinero real.
• Esto genera un incentivo muy peligroso para crear falsas “compensaciones”, para hacer trampa o estafar.
• Hacer trampa en algunos casos no es el fin del mundo, pero en este caso si lo es. Y ya están haciendo bastantes trampas.
• Por ejemplo, en Indonesia, la empresa Sinar Mas taló bosques de indígenas, provocando una severa destrucción ecológica y cultural. Luego, usó la tierra que ella misma devastó para plantar palma aceitera. ¿Adivinen qué recibieron a cambio? Si! Permisos de “compensación”, es decir para emitir más Carbono.
• ¿Se redujo el carbono? No. El carbono aumentó
• Las empresas incluso pueden ganar derechos de emisión por hacer nada.
• Por ejemplo, una fábrica contaminante puede decir que planeaba expandir sus operaciones un 200% pero redujo su plan para expandirse solo un 100%. Por esta mera declaración, puede recibir derechos de “compensación” de emisiones. ¡Derechos que luego pueden vender a otro para contaminar más! ¡Esto es ridículo!
• La lista de estafas sigue su curso y muchas de las peores ocurren en el Tercer Mundo, donde las grandes empresas hacen lo que quieren. Con estándares y regulaciones laxas para la “compensación de Carbono” pueden obtener permisos prácticamente a partir de cualquier cosa.
• Los demonios #1 y # 2 , “limitar y regalar ” y “compensación”, hacen al sistema injusto y nada efectivo frente al cambio climático. Pero el último demonio, que yo llamo “Distracción”, lo vuelve absolutamente peligroso.
• Veamos. Existen soluciones reales, pero el sistema de “Tope y Comercio” con sus vacíos y promesas de riqueza, ha hecho que mucha gente se olvide de ellas.
• Estamos lejos de llegar a un acuerdo global sobre un límite a las emisiones de Carbono, y este es el punto clave del sistema “Tope y Comercio”. Pero en lugar de elaborar un acuerdo fuerte y justo, estamos poniendo la carreta delante del caballo, alentando planes dentro del mercado, así como derechos de “compensación” de emisiones.
• Con todas estas falsas soluciones, las enormes prebendas a los contaminadores, y el fracaso en resolver las injusticias del cambio climático, ¿creen que el Tercer Mundo va sumarse a un acuerdo para limitar las emisiones globales de carbono? Yo lo dudo. Si la propuesta de “Tope y Comercio” (“Cap & Trade”) está siendo un obstáculo para limitar las emisiones de carbono, entonces es una distracción peligrosa.
• No necesitamos que otra gente diseñe las soluciones. Nuestros gobiernos y nosotros podemos hacer leyes.
• En Estados Unidos, ya tenemos la Ley de Aire Limpio que dice que el Carbono es un contaminante que la EPA (Agencia de Protección Ambiental) debe limitar. ¿Entonces qué estamos esperando? ¡EPA pon límites a ese Carbono!
• Sin embargo, la Ley de Cuotas y Comercio propuesta en el 2009 hizo inefectiva la Ley de Aire Limpio, dejando que el mercado arregle el problema. Si la propuesta de “Tope y Comercio” debilita nuestra habilidad para hacer leyes fuertes, eso es una distracción.
• Ciudadanos preocupados por este asunto alrededor del mundo deben levantar la voz y exigir que rediseñemos nuestras economías sin combustibles fósiles. Pero el mecanismo del mercado de carbono hace que los ciudadanos crean que estará bien sólo con usar menos el automóvil, cambiar las bombillas eléctricas y dejar que esta gente haga el resto. Si el sistema de mercado de carbono crea un falso sentido de progreso, es una distracción peligrosa.
• El objetivo principal del comercio de emisiones es justamente mantener la situación tal y como está.
• Ahora mismo, en Estados Unidos se subsidia dos veces más a los combustibles fósiles que a las energías renovables. ¿Qué? ¡No deberíamos estar subsidiándolos en lo absoluto!
• Esta gente no parece darse cuenta de que la forma más simple de mantener el Carbono fuera de la atmósfera es dejarlo en el subsuelo.
• Un diputado estadounidense, Rick Boucher, amigo de la industria del carbón, que votó a favor del “Tope y Comercio” dijo que esto “refuerza los motivos para que las empresas de servicios continúen usando carbón.”
• Ninguna ley que estimule el uso de carbón puede detener el cambio climático.
Y punto.
• Límites consistentes, leyes fuertes, acción ciudadana, impuestos al Carbono para pagar la deuda ecológica y crear una economía basada en energía limpia son maneras de cómo podemos salvar nuestro futuro.
• La próxima vez que alguien les diga que el sistema de “Tope y Comercio” (“Cap and Trade”) es lo mejor que podemos conseguir, ¡no se lo crean! mejor hablen con esa persona. Probablemente también quiera un futuro seguro, sin cambio climático. Quizás sólo olvidó que uno puede comprometerse hasta cierto punto, hasta que una solución deje de serlo.
• Sé que todos preferirían no tener que sacrificar nada, salvar el planeta y ganar dinero al mismo tiempo. ¡Pero seamos realistas! Esta es la mayor crisis que ha enfrentado la humanidad.
• No podemos resolverla con la misma mentalidad que nos llevó a este desastre. Necesitamos algo nuevo.
• No será fácil, pero es tiempo de soñar a lo grande. Es tiempo de diseñar soluciones climáticas que realmente funcionen.